Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Bræmer

11 klassiske tekster - læsepædagogisk bearbejdede, men dog stadig loyale overfor de originale forlæg både i tone og handling. Udvalget spænder fra noveller af Blicher, Blixen og Pontoppidan over folkevise og folkeeventyr til uddrag af både skønlitterære ting og biografisk stof af bl.a. H.C. Andersen og J.L.Heiberg. Alt af ældre dato, men ikke kronologisk ordnet. Hver tekst indledes af en side med oplysninger om forfatteren, - det der fejlagtigt på bagsiden kaldes "en kort litteraturhistorisk bibliografi". Bogen er i et pænt, overskueligt og indbydende layout og henvender sig til læsesvage voksne - i den "stærkeste" ende af skalaen. Den synes tænkt som undervisningsmateriale, men kan også sagtens have sin plads på letlæsningshylden for voksne, omend den sikkert oftest vil blive lånt ud i forlængelse af en undervisningssituation. For voksne fremmedsprogede er den desuden en fin indføring i den ældre danske litteraturs klassikere