Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Wibbert Esberg

Forfatteren har et stort forfatterskab bag sig mht. bøger om hunde, senest Hunden - ulven ved din side med tilhørende video fra 1994. Den foreliggende bog er en overordentlig grundig, instruktiv og pædagogisk tilrettelagt bog om, hvordan man træner, motiverer, lærer at forstå og bliver tryg ved sin hund. Hvert kapitel fortæller klart, hvad målet er, og derefter bliver forskellige øvelser med stadig stigende sværhedsgrad gennemgået, og det både med ord og trin-for-trin billeder i s/h. Øvelserne kan fx gå ud på at lære hunden stå og dæk, at sidde og at komme på plads, men der er også vejledning i at strukturere dagligdagen og at aktivere hunden. Ydermere støttes der med pædagogiske gentagelser, hundepsykologiske betragtninger, piktogrammer, tegninger og ordforklaringer i margenen, et hjemmekonstrueret, men klart symbolsprog og selvkontrollerende opgaver med svarliste bagest. Sproget er klart nok, men alligevel så svært, at den giver bedst udbytte hos 6. klasse og ældre, men så er det også en god bog, lige til at gå til for alle hundeejere