Lektørudtalelse

Forfatter: Mogens Bille

Fodbold er populært, Danmark har i skrivende stund verdens tredjestærkeste landshold og Peter Schmeichel og Brian Laudrup er kendt af ethvert barn i kongeriget - i hvert fald blandt drengene. Så denne nye serie om Kasper og nationalsporten vil med garanti blive en stensikker træffer på skolebiblioteket. Det er i Ps-serien, at forfatteren her tilbyder de to første titler, og målgruppen er - primært - drengene fra begyndelsen af 3.klasse. Forfatteren har som bekendt stor erfaring i bøger til den tidligste læsning, og han er god til det! Kasper bliver af sin skolekammerat, Kim, lokket med til en træningsaften i den lokale fodboldklub, og selv om han i sin allerførste kamp kommer ud for enhver fodboldspillers mareridt - nemlig at lave selvmål - så får en fornuftig fodboldtræner og nogle gode kammerater ham til at fortsætte karrieren. Og så kan serien jo fortsætte. Den lille, korte historie på ca. 30 sider afsluttes med et faktaafsnit, hvor der vises stræk- og opvarmningsøvelser og de mest elementære sparketeknikker. Der er glimrende, farvelagte illustrationer på hver side - både i selve historien og i faktaafsnittet - så Kasper-bøgerne er et særdeles anbefalelsesværdigt letlæsningstilbud for ovennævnte målgruppe. Der medfølger et opgaveark til fri kopiering