Lektørudtalelse

Forfatter: Ingrid Jensen

Bogen er en del af et nyt materiale om danske husdyr, der består af en video, et aktivitetshæfte og seks bøger. Det er gruppen omkring 3. klasse, der her tilgodeses, idet bogens tekst og indhold svarer til, hvad der fagligt er aktuelt, og med et blikfang af dejlige farvefotos vil den tiltrække også fritidslånere. Kalkuner, ænder og gæs får hver sit afsnit, hvori der kort og kontant fortælles om levevis i vild og tam tilstand, og til sidst samlet lidt om, hvad vi bruger dem til. Det er en særdeles flot fagbog for mindre børn med teksten delt i korte afsnit, der kan læses fra slutningen af 2. klasse og og dække behovet i 3. og 4. klasse med. Emnet er aktuelt på disse klassetrin og ikke særlig godt dækket ind. En serie på tre bøger fra Landbrugsrådet om dansk landbrug med bl.a. Vi bor på en gård med køer er fra 1990 og mere egnet til 4. - 5. klasse, og den nylig udkomne Vi ser på husdyr 1996 omhandler Nordens husdyr og har et bredere sigte og en langt sværere tekst. Bogen her er velegnet til gruppearbejde og til individuel brug på nævnte trin