Lektørudtalelse

Forfatter: Poul-Erik Friis-Larsen

Det kan være svært at vælge blandt det meget store udbud af juleklippebøger, der er på markedet. Den enkelte forfatter har sin egen stil med effekter og detaljer. I denne bog gøres der meget ud af, at modellerne skal være enkle og sjove. Og de fleste er så enkle, at børn fra indskolingen vil synes, de er skægge at lave. De indledende generelle anvisninger fortæller om materialer, værktøj, skabeloner og forskellige ophængsmuligheder. Hver model fylder et opslag med forslag til materialebrug, skabeloner i fuld størrelse til aftegning eller kopiering, en enkel vejledning og et helsides farvefoto af den færdige model. De fleste modeller er ret originale som fx bungy jump-nisser, ændernes engel, et sprælle-rensdyr, grise der kaster med røde æbler, englen og havfruen, nissens middagslur, nisse med grød og mus (ikke rotter), en herlig mus i grankrans, engle på løbehjul, dansende juletræer, en lang række sammenhængende nisse-ænder, forskellige bordkort med katte, bukke og stjerner. Bogen er et fornøjeligt supplement til de rigtig mange bøger med julepynt, der kan være i skolebiblioteket i forvejen. Forfatteren kendes fra fx 24 julekalendere - du selv kan lave, 1994