Lektørudtalelse

Forfatter: Eva Lodal

Eventyrlig roman om barnesjælen og barndommens uskyld over for kampen om verdensherredømmet! - en lang og indviklet historie, der angiveligt skal blive en trilogi, inspireret af Milton's Paradise Lost. Og en fantastisk og sælsom historie om pseudo-fysik og teologi, om gale videnskabsmænd og vældige konspirationer af ret gyselig karakter og om en fascination af Arktis, nærmest som en sindstilstand. 1.del rummer masser af action og en del tankegods - meget spændende, indimellem rørende og med et par fine bekendtskaber i persongalleriet. Noget af indholdet er vel set før i børnelitt. (og såmænd også hos Frøken Smilla), og samtidig er bogen - ligesom forf.s tidligere - så godt struktureret og besnærende velskrevet, at læseren sluger det hele, mens historien går over stok og sten. Baggrunden er et victoriansk England og det nordligste Norge, både eksakt og fantastisk beskrevet; heltinden er en 11-årig pige, som uden at vide det er udset til at frelse Verden, mens hun har sin barnesjæl i behold. Med stort mod, mange hjælpere og en belejlig synskhed klarer hun - gerne på et meget hængende hår - de nervepirrende situationer og er parat til 2.del. Fascinerende og indimellem hård kost for læsere/lyttere fra 11-12 år