Lektørudtalelse

Forfatter: Liselotte Henriksen

En stadig strøm af mere eller mindre ligegyldige bøger om bipersonerne i KBs liv ser dagens lys, sammen med dybsindige analyser baseret på stadig mere hårdttrukne teorier. Man har savnet den nøgterne, velfunderede og gennemarbejdede bog, som med baggrund i forskningen kan skære alt det uvæsentlige fra og præsentere KBs værk på en måde, så hendes læserskarer kan bruge det til selv at finde større forståelse og glæde ved læsningen. Det savn udfyldes her af Grethe F. Rostbøll, der længe før sin kulturministertid, som litteraturforsker beskæftigede sig med og skrev om KB. Til grund for bogens 35 analyser af fortællingerne i KBs fire store samlinger ligger den nyere forskning, især Juhl og Jørgensens og Aage Henriksens. På linie med dem ser Rostbøll bag KBs værk kønskampen og oprøret mod den snævre kristne moral og den vestlige verdens dualisme, som har umuliggjort ligeværdigheden i naturen, samfundet og kønnene imellem. Bogen borer ned gennem lagene, finder sidemotiver og nye vinkler, men hele tiden med værket, teksten, i fokus, ikke myterne om KB. Og det sker med højskolelærerens evne til på en forståelig måde at formidle et svært stof til alle interesserede uden at give køb på den videnskabelige klarhed