Lektørudtalelse

Forfatter: Erik Boas Pedersen

Indianernes skæbne, kultur og historie vedbliver at fascinere. Forfatteren, der har udgivet en lang række faglitterære bøger for børn, bl. a. om pueblo-, apache- og siouxindianerne, giver i denne bog et portræt af de mindre kendte indianere på Nordamerikas vestkyst, fortrinsvis i staterne British Columbia (Canada) og Washington (USA). Bogen er delt i tre afsnit: dagliglivet i stammen, mødet med de hvide og besøg i reservaterne. Teksten suppleres med forfatterens egne fotografier og en del historiske fotos fra omkring århundredskiftet. Enkelte i farver. Teksten er sat tydeligt og i to spalter. Bogen veksler, lidt diffust, mellem indianernes fortidige og nutidige virkelighed og vilkår. Det mest omfattende afsnit om indianernes kultur og dagligdag fylder 2/3 af bogen og fortæller om dyre- og fuglelivet ved kysten, om jagt og fiskeri, og udover livet i al almindelighed, om kystindianernes særkende: deres totempæle, træhuse og potlatch, en fest, hvor det gik og går ud på at give så meget væk som muligt. Indimellem tilføres den personlige fortællestil en belærende tone, der ikke klæder teksten, men gennemgående fortælles der indsigtsfuldt og vidende om emnet. Bogen er anvendelig i forbindelse med diverse indianeremner, 6. - 9. klasse