Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Årets udgivelse fra Maria Helleberg er en bog om overklassens kvinder i det antikke Rom. Hun ønsker at gøre op med mandsdomineret historieskrivning og den type kvindehistorie, der hævder at de romerske kvinder var noget så undertrykte. Hellebergs projekt går således ud på at vise, at det gamle Roms kvinder var langt friere stillet og mere kulturelt og politisk indflydelsesrige end traditionelle historiebøger viser. Med vanlig letflydende pen og sans for gode historier og saftige detaljer tager Helleberg en række klassiske tekster under behandling. Hun kommer hun bl.a. ind på kvinderoller, kærlighed, sex, familieliv, ægteskab(er), utroskab, skilsmisse, børn og børnebegrænsning. Der citeres flittigt fra kilderne og bogen er spækket med eksempler på store romeres gøren og laden. De enkelte kapitler er ganske vist samlet om bestemte emner, men den underholdende form er så løs, at bogen ikke er særlig velegnet til opgavebrug. Det vil derimod være mere oplagt at læse den i forlængelse af Maria Hellebergs historiske forfatterskab, og holdt man af de mange kulørte detaljer i Valeria (1995) som jo netop foregik i antikkens Rom, vil Tavs frihed især have appel. Tidstavle og litteraturliste