Lektørudtalelse

Forfatter: Knud Stadelund

Forfatteren, der tidligere har skrevet bøger om indianerne i USA, fokuserer i denne fagbog på prærieindianerne. Gennem 47 forholdsvis korte afsnit omtales deres historie, levevis, kultur, tradition, religion, bisonjagt, kampen mod de hvide samt livet i reservaterne. Bagest i bogen er der opgaveafsnit med spørgsmål til de enkelte kapitler, liste over supplerende læsning samt et kort over prærien. Det er en saglig og informativ bog, der med sin forholdsvis korte emnebeskrivelse fremstår som en introduktion til de enkelte emner. Teksten, der i flere af kapitlerne har karakter af udvidede, leksikalske opslag, kan selvlæses fra 5.-6. kl. Billedmaterialet, der består af s/h tegninger og fotos understøtter teksten udmærket. Flere af fotografierne findes i forfatterens Sioux-inianerne i USA, 1993, der er mere omfattende end den foreliggende bog. Skolebibliotekerne har flere titler om prærieindianere, men denne kan med sit særlige tilsnit anvendes som en første indføring i emnet. Den kan anvendes til selvstændig læsning fra 5. kl. og som led i undervisningen fra 6.kl. og opefter i skoleforløbet