Lektørudtalelse

Forfatter: Søren Brunbech

Morris er af uddannelse zoolog, og som metode til studiet af den menneskelige adfærd har han valgt den samme objektivt iagttagende, som hvis det gjaldt studiet af en af de abearter, vi har hovedparten af vores gen-materiale tilfælles med. Det er der kommet en stribe populære bøger ud af, fra Den nøgne abe, der senest er kommet i 1986, og til Forstå din baby fra 1993. Fælles for dem alle er, at Morris kan påvise, hvordan vi har bevaret de grundlæggende dyriske aspekter i vores adfærd, fx omkring føde, aggression, sex og yngelpleje, og at han demonstrerer det ved at finde overraskende og morsomme paralleller, f.eks. i mimik og kropssprog, mellem os og vore nærmeste slægtninge i dyreverdenen. Bogen her er blevet til i forbindelse med en BBC TV-serie i 6 dele, og ligesom TV-udgaven bygger den på hans hidtidige bøger. Der er et varieret og opfindsomt udvalg af lækre farvefotografier, der i indlagte billedsekvenser understreger Morris pointer. Morris har en trofast skare af læsere, og efterspørgslen vil naturligvis påvirkes gunstigt, hvis TV-serien, som det bebudes af forlaget, bliver bragt i TV-2