Lektørudtalelse

Forfatter: Knud Stadelund

Dette bind i en ny serie præsenterer et omfattende galleri af monstre, dæmoner og sære uhyrer, der for manges vedkommende kan genfindes i folkeovertroen rundt i verden. Indholdet, der for en dels vedkommende er ordnet geografisk, består både af kendte figurer som f.eks. Dracula, varulve, yetien, sfinxen, Frankensteins monster, griffer, zombier og basilisken samt af måske mindre kendte som bl.a. gorgoner, Bunyippen, Sakarabru, Kappa og Ahuizotl. Beskrivelserne af de enkelte monstre m.m. spænder fra korte afsnit til uddrag af eventyr og legender. Bagest i bogen er der forslag til supplerende læsning samt et stikordsregister. Det er en spændende og informativ titel, der har håndbogsagtig karakter. Teksten, der hovedsageligt er sat i to spalter, kan selvlæses fra 5.-6. kl. De mange farvelagte illustrationer, der støtter teksten udmærket, har ofte et dramatisk tilsnit. Skolebibliotekerne har titler om emnet, men den foreliggende vil være et godt supplement til de allerede eksisterende. Bogen, der har en bred anvendelsesflade, kan i folkeskolen anvendes til selvstændig fordybelse og informationssøgning fra 5. kl. og opefter i skoleforløbet