Lektørudtalelse

Forfatter: Preben Skov

Indscannet version af gammel lektørudtalelse

Ingen dansk digter i nyere tid er blevet mere debatteret end Martin A. Hansen, og ingen anden nyere dansk roman, ikke engang Rytteren, er blevet analyseret og fortolket på kryds og tværs som Løgneren. Vil man ellers mene at den megen virak om denne forfatter i hvert fald for en tid burde glide ind i et mere naturligt og mindre religiøst leje, kommer man på den anden side ikke uden om at hans berømte roman selvfølgeligt hører hjemme i Reitzels fornemme værkserie. Ole Wivel er med sit store kendskab til og to betydelige bøger om Martin A. Hansen selvskreven som udgiver af værket, der trods en kraftig redaktion er blevet et af de tykkeste i serien. Af bogens tre dele er det første et fuldstændigt optryk af forstudien til romanen, novellen Når isen bryder, der ikke eksisterer i nogen biblioteksrelevant udgave - den er ganske vist heller ikke særlig betydningsfuld. Anden del, Modtagelsen, er et optryk af anmeldelser ved udgivelsen, nordiske, engelske, tyske og franske - de sidste erikke mindst interessante ved deres manglende forståelse af romanens dybde. Mest givende er det sidste afsnit med titlen Den senere kritik med en række specialstudier, en enkelt meget vægtig af Finn Stein Larsen har ikke tidligere været trykt. Måske savner man en omtale eller analyse af den film af Knud Leif Thomsen der er lavet på grundlag af romanen, fordi den indeholder en diskutabel, men dog selvstændig fortolkning af bogen. Ellers savner man ikke noget