Lektørudtalelse

Forfatter: Ulla Harne

Indscannet version af gammel lektørudtalelse

Larus bliver som elleveårig fæstet på en lille gård, hvor han skal passe køerne og gå til hånde. Det er hårdt for Larus at være hjemmefra så tidligt, familien på gården er ikke specielt venlige, og han føler sig meget ensom. Men efterhånden lærer han at klare sig, og en dag mens han er på overdrevet med køerne, møder han en forældreløs pige, Tinke, som lever helt afsondret fra alle. Hendes far og mor flygtede som unge for at bo sammen trods deres familiers modvilje, men nu er de begge døde, og Tinke kan ikke klare sig alene. Ved Larus' hjælp og gennem mange dramatiske og også rørende episoder, finder hun endelig et nyt hjem. Det er en meget spændende og medrivende bog med blændende beskrivelser af både børn og voksne. Trods de mange uhyggelige episoder er det en bog fyldt med varme og menneskelighed, og man møder nogle personer, man sent vil glemme. Sprogligt enkel og let at gå til, meget velegnet til oplæsning og med mange nye lydmalende ord: knot, gnældre, pyllenyste, fusle.... Vil egne sig fint til oplæsning fra ca. 9 år og til selvlæsning fra ca. 11 år. Vil kunne anvendes i alle børnebiblioteker både i forbindelse med oplæsningen i radioen i november og senere