Lektørudtalelse

I 2. del, se Kilden i Provence, er den afdøde tilflytters datter Manon blevet en smuk pige på 15 år. Hun lever i usle kår i en grotte i bjergene med sin mor, der er blevet små-skør afmodgangen, og et gammelt italiensk faktotum. Hun drømmer om at genindtage Rosmaringården, og da hun ved et tilfælde finder udspringet til den kilde, der forsyner landsbyen med vand, tager hun engrusom hævn. Hun får vendt stemningen i landsbyen mod Farfar og Ugalin, som hentæres af attrå efter hende. Til slut opklares alle fortidens forviklinger. Manon gifter sig med den unge landsbylærer,og bliver også rig arving. Somme tider kan man være så heldig at have pligt til at genlæse en af sine yndlingsboger. Jeg mener, at disse to bøger er den ægte vare m.h.t. det folkesind og denstemning, som Pouplier prøver at skildre i sine populære bøger. Bøgerne sprudler af lun humor, stemning og snurrigheder, i en ejendommelig, poetisk, næsten neddæmpet form - simpelthen dejliglæsning, som også uden filmatiseringaltid vil have et publikum. Ærgerligt at oversættelsen ikke er gennemset - f.eks. ved vi jo nu, at en ægplante må være en aubergine, men dejligt at få en pænudgave på hylden