Lektørudtalelse

Hultberg udgav i 60'erne et par romaner (Mytologisk landskab med Daphnes forvandling og Desmond!), der lå inden for den filosofisk-skriftorien-terende modernisme. Og der er modernistiske trækogså i Requiem, et stort, ambitiøst, myldrende værk, hvis over 600 sider rummer ikke mindre end 537 små kapitler inden for to ganske korte rammeafsnit. Småkapitlerne kan typisk læses som(fragmenter af) indre monologer, af livshistorier - og de er omtrent alle som én dybt forstemmende. Det kan være dagdrømme, hvor den drømmende med et elegant greb kan triumfere over fjender elleren uforstandig omverden, der ikke har sans for den drømmendes storhed - eller det kan være (let gennemskuelige) forsøg på at skubbe ansvar og skyld fra sig. Nogle af kapitlerne er klart pointerede,andre får lov at stå uafsluttede, antydnings- eller anslagsagtige. Mange bæres af de sproglige forskydninger, af gentagelser, der vikler den tænkende ind - og hans/hendes motiver ud. Fantasier overdød og seksualitet ermarkante. Requiem er en stor satsning, et imponerende eksperiment, hvor netop omfanget er et nødvendigt virkemiddel - men omfanget og den ganske besværlige skrivemåde vil gøredenne dødsmesse over - ja, vel os alle sammen til et anliggende for dem - de få - der kan værdsætte den som et stort litterært eksperiment