"Det er (...) et ujævnt album. Og det er første gang, vi har set Post Malone så bitter. Men albummets styrke og eksistensberettigelse er den første halvdel, hvor Post Malone nærmest sprænger sin egen lyd i luften med tusind nye ideer ... kvaliteten daler meget i løbet af anden halvdel ... I modsætning til 'Beerbongs & Bentleys', der dyrkede én stil, sprænger Post Malone sin lyd i tusind stykker på 'Hollywood's Bleeding'. Det er ikke alt, der fungerer, og rapperens tekstunivers lider af en tiltagende bitterhed. Men det er alligevel underholdende og modigt at høre ham prøve kræfter med så forskellige ting som pop, poppunk, psychrock og heavy metal-rap med Ozzy Osbourne"

"På sit tredje album 'Hollywood's Bleeding' synger den gigapopulære rapper Post Malone halvhæst, svulstigt og indfølt om den slags problemer, der er forbeholdt dem, der har masser af penge og masser af succes. Hans pubertære pral og velproducerede pludder bliver for denne anmelder trættende i længden ... Det klæder heller ikke musikken, at den skal være stadionstorladen og svulstig. Hans støn virker som en refleks. Hans poppatos virker påtaget ... Så klæder det ham langt bedre at læne sig tilbage i en tilbagelænet trap på »I'm Gonna Be«, hvor han støttes af en blød bas og et sløvt beat. Det giver plads til hans stemme, som er halvhæs, når han raspende råbesynger: »Can you feel it?« ... Men nej, jeg kan ikke føle alt det, Post Malone gerne vil have mig til at føle. Der er for meget produktion, for meget autotune, for meget tuderock og for mange klicheér til, at jeg rigtig rives med. Der skal nok være et stort og velvilligt publikum til Hollywood's Bleeding, men albummet efterlader mig »Tired«, for nu at citere en anden af hans mange ansigtstatoveringer"