Erik Olaf-Hansens bog "Livet er jo dejligt" er en hyldest til de skønne, modne kvinder i hans liv...

Den gamle livsnyder, der nu er 85, har tidligere skrevet bøger om at spise, drikke og ryge sig gennem et godt, langt liv. Nu er han her nået til den måske vigtigste faktor i sådan et: at have en god og kærlig kvinde i sin tilværelse. Bogen er en hyldest til den modne, ja endog gamle kvinde, hendes omsorg, hendes dygtighed og hendes måde at ældes på med ynde og værdighed. Forfatteren har dog også blik for kvinders utrættelige forsøg på at opdrage deres mænd og deres store snakkebehov, der kan give høje telefonregninger. Endvidere har han en del betragtninger over sundhedskampagner, der kan føre til unødig ængstelse. Dårlige sociale forhold og især ensomhed er langt farligere end cigaretter, hævder han. I det hele taget er der megen sund fornuft og optimisme i bogen, hvor ikke alle afsnit er lige stringente, men som stort set er en læseværdig hyldest til kvinderne. Det kan være besværligt med, men uden går det slet ikke, som Benny Andersen konkluderede. Målgruppen er vel især ældre mennesker, der her kan blive mindet om, at livet ikke er det værste vi har, og at de fleste af os faktisk lever godt, og at vi skal huske at glæde os over det, mens vi har hinanden