"Oppefra & Ned hælder stadig mod den rugende og mørke sang, men Søren Huss lader flere steder de lyse toner slå igennem, som når han erkender, at "Han elsker jo at være her" i De Sorte Tal, hvor livsglæden vinder over sortsynet. Og så forholder han sig direkte til samfundet i den moderne protestsang Den Der Isme, hvilket er det endegyldige bevis på, at Søren Huss har rettet blikket udad. Og det er med en masse på hjerte"

"Når »Oppefra & Ned« ikke er et nyt hovedværk i dansk sangskrivning, skyldes det primært fraværet af det helt store sug eller svaj i melodierne og måske også en fornemmelse af, at sangene ikke har presset sig på med samme nødvendighed som sidst. Men mindre kan også gøre det, og albummet er bestemt godt. Det er blot ikke brillant. Som sidst"

"Den tidligere Saybia-forsanger taber ikke afgørende højde her på sit andet soloalbum. Det lyder snarere som en mand, der finder ud af, at vingerne kan bære, selv om han er vingeskudt for altid. »Tag mig/ Jeg er din/ Stadig din/ Gi' mig et hjem igen,« som han synger højt i registeret på »Koma«, så det sitrer helt ned i mit tastatur og dundrer i min mave"

"Fakta er, at der er et nyt lag af sprogligt overskud i Søren Huss' tekster. Som for eksempel, når han på førnævnte åbningsnummer ser sig selv stående »med skægget løftet i lort til halsen«. Eller når han på ' De sorte tal' synger om at ride på krisen ud over isen. Ikke med Peter Mathiesen og avisen, men med et hul i lommen »så stort som et hjerte«. Referencen er et børnerim, men alvoren er fuldvoksen"