Forlagets beskrivelse af: Under landet af Lone Vitus

Som Åge efterhånden opruller sine teorier om dyrehold, om sociale, økonomiske, seksuelle forhold, rystes læseren ikke blot over brutaliteten, men faktisk endnu mere over, at der er tale om en overbevisende ”logisk” og fuldkommen sammenhængende livs- og verdensfilosofi. Man har ikke før læst en fuldstændig præcist formuleret totaldemonstration af en sådan menneske- og samfundsopfattelse i en nyere dansk roman. Romanen har sin vældige styrke, fordi den dybest set kommer til at handle om meget mere end mishandling af svin. Den bringer os tæt på det farligt overbevisende i nogle af de værste politiske bevægelser i det 20. århundrede, rædslernes millennium, menneskehedens værste tid, hvor mord på mennesker blev industrialiseret og planlagt af bureaukrater. En bazooka af en roman og en meget stærk oplevelse.