Forlagets beskrivelse af: Zambesi af Søren Jessen

En usædvanlig historie om det at være menneske. Otte skæbner krydser hinanden på kryds og tværs efter det princip der lyder: Vi er alle hovedpersoner i vores eget liv, men bipersoner i alle andres liv. En mand vågner en morgen og opdager, at han svæver et par millimeter over gulvet, en kvinde opdager at hun er ved at krakelere, en kvindelig radiograf opdager et stelnummer på en rygsøjle ... På caféen Zambesi krydses skæbner et øjeblik for så igen at glide hver sin vej - en smule ændret. Zambesi handler om virkelighedens skrøbelighed og absurditet og er en højst usædvanlig historie, som i 2000 fik Bogforums debutantpris og mange flotte anmeldelser. I Zambesi kan alt ske. "Bevæget og let svimmel forlader læseren Zambesi, der helt klart fortjener et gensyn - godt gjort." (Weekendavisen)