Forlagets beskrivelse af: Operation Topkapi af Uno Wolf

Harrison forsøger at overtale Bill til at medvirke i et røveri mod Topkapi-museet i Istanbul, men Bill synes, det ligger uden for hans felt. Da Harrison fortæller, hvad museet gemmer på - blandt andet den store Spoonmaker-diamant - bliver han imidlertid interesseret. De kaster sig derefter over den stramme planlægning af røveriet, der foruden dem selv også involverer en israeler, to englændere og et antal tyrkiske anarkister. Det er et kæmpe projekt, men hvis alle retter sig efter planen, kan intet gå galt. FBI-agent Stan Crow aner intet om alt dette, da han kommer på udveksling til Istanbul, og det skal vise sig, at han får mere ud af opholdet, end han havde regnet med. Hans vært, distriktspolitichef Delevrili, har en uklar ide om, at der er et eller andet under opsejling, men ikke hvad. Han mener, det må dreje sig om bankrøverier og sender derfor sine folk ud til byens banker, men han tager fejl. Da Delevrili endelig finder ud af, hvad der er foregået, er det for sent. Røverne har forladt Istanbul med værdierne, efterladende sig et ødelagt museum og nogle døde mennesker.