Forlagets beskrivelse af: De tre musketerer af Alexandre Dumas

Med afsæt i historiske personer og begivenheder skildrer De tre musketerer den unge d'Artagnan's eventyrer, efter han forlader sit barndomshjem i Gascogne og drager til Paris i håbet om at blive optaget i Kong Louis Xlll's musketerkorps. Kort efter sin ankomst til Paris udfordrer den fyrige d'Artagnan tre musketerer til duel efter på forskellig vis at være kommet til at fornærme dem. De tre musketerer er den ædle melankoliker Athos, den brave bulderbasse Porthos og den listige kvindebedårer Aramis, som snart bliver d'Artagnans fortrolige venner. Sammen forsvarer de fire dronningens og musketerkorpsets ære over for Kardinal Richelieu og hans mænd og bliver hurtigt indblandet i intriger, der sender dem ud på farefulde missioner. På deres færd møder de bl.a. den smukke, men bedrageriske Milady, som er en af litteraturhistoriens mest uforglemmelige femme fatales, og som kommer til at spille en hovedrolle i denne storslåede fortælling om venskab, kærlighed, forræderi, hævn, ære, mod og list.