Forlagets beskrivelse af: Fluesommer af Arne Svingen

Fluesommer udstiller dilemmaet som mange børn, der er udsat for vold i hjemmet, konstant befinder sig i, hvor de skal håndtere uforenelige størrelser som: Hvordan lade som ingenting og undgå at afsløre, at noget er som det ikke skal være derhjemme? Hvordan undgå at deltage i idræt, så man kan slippe for det efterfølgende bad? Hvordan undskylde over for sig selv, at ens far ikke kan beherske sig, men indimellem begår voldelige overgreb? Hvordan bevare sin loyalitet over for sin far? For Kasper elsker og beundrer sin far – han er ikke til sinds at afsløre noget til skolepsykologen: ”Kasper, du ved godt, at du kan tale med mig om alting, ikke?” ... Bogens hovedtema taget i betragtning lykkes det ikke desto mindre for Svingen at skrive en roman, som sprogligt er holdt i et lyst leje. Lidt af et kunststykke at skrive en letlæst bog om en dreng, der bliver banket gul og blå af sin far – set fra drengens synsvinkel. Men det bevirker faktisk, at man sluger bogen og får den ind under huden, og at den efterlader en med det indtryk, at Svingen er en forfatter, som ikke bare skriver videre på en fastslået succes, men som denne gang har skærpet kravet yderligere til sig selv om at trænge ind til kernen af en kompleks og dyster problematik, hvor det skal blive muligt at tale om alt det som er vanskeligst. En alvorlig men også varm roman for børn fra 10 år om vold i hjemmet.