Forlagets beskrivelse af: Social intervention af Katia Dupret m.fl.

Interventioner er et grundlæggende element i det moderne samfund. I velfærdssamfundet er det afgørende for både den enkeltes og det fælles bedste, at samfundet kan intervenere i borgernes hverdagsliv og i de almene livsbetingelser. Men hvad skal der til, for at samfundsmæssige interventioner bliver meningsfulde for alle involverede, det være sig borgere, pårørende og professionelle? Social intervention – meningsfuld indgriben i menneskers liv belyser og diskuterer, hvordan interventioner kan designes, gennemføres, dokumenteres og efterbehandles på måder, der aktivt involverer de berørte parter. Forfatternes grundlæggende argument er, at en intervention først bliver social, når man inddrager de mennesker, der berøres af den. Bogen udvider dermed den videnskabelige forståelse af sammenhængen mellem de væsentligste aspekter – velfærdsstat, viden og deltagelse – af denne radikale præmis om inddragelse i samfundsmæssige interventioner. Bogens forfattere er alle tilknyttet Roskilde Universitets ­Institut for Mennesker og Teknologi og Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv.