Forlagets beskrivelse af: Den hellige Knud af Maria Helleberg

"Slægten er et historisk univers, som gennem den fiktive adelsslægt Dane fortæller Danmarkshistorien fra 1000-tallet til vor tid. Dane-slægten møder alle de store personligheder og deltager i krige, intriger og begivenheder, som får afgørende betydning for historiens gang. Slægten er udviklet af Det Historiske Hus. I 1069 vågner den 20-årige danske kriger Valdemar op i Yorkshire i England. Han er i vildrede og hårdt såret. I løbet af de følgende år oplever han den engelske konges hårdhændede fremfærd på nærmeste hold og må flygte fra fangenskab og ydmygelser. Hans redning bliver den smukke, men mystiske Alys, som får natligt besøg af præsterne fra Westminster. Valdemar redder ved et lykketræf kongesønnen Knuds liv, og de to mænds skæbner knyttes tæt sammen. Valdemar, der har fået tilnavnet ""the Dane"" i England, sværger Knud troskab og må forsvare kongen med sit eget liv, da et voldsomt oprør bryder ud i Danmark. Da skæbnetimen oprinder i Odense i 1086, betror kong Knud sin hirdmand en opgave, der kommer til at ændre ikke bare Valdemar Danes liv, men hele hans slægts fremtid. "