Forlagets beskrivelse af: Upstate af James Wood

Upstate er en vidunderlig og rørende familieroman skrevet af The New Yorkers feterede anmelder James Wood. Fortællingen kredser om de komplicerede familierelationer, som kan opstå ved død og skilsmisse, om psykisk sygdom og om hvorfor nogen mennesker kæmper med livet, mens andre kun oplever lys og fremgang. Alan Querry, en succesfuld entreprenør fra Nordengland, har et kompliceret forhold til sine to voksne døtre, der udspringer af en bitter skilsmisse fra pigernes mor og af morens død et par år derefter. Vanessa er lektor i filosofi ved et universitet i upstate New York, og har kæmpet med psykiske problemer hele sit liv – Helen er chef hos Sony og bor i London med sin mand og to børn og har aldrig oplevet andet end fremgang i livet. En dag ringer Vanessas kæreste og beder Alan og Helen komme til USA for at besøge Vanessa, som er faldet ned af trappen og har brækket armen; men faldt hun ved et uheld … eller kastede hun sig ned af den?