Forlagets beskrivelse af: 60 med mere af Camilla Lindemann

Kan mormor gå i cowboystøvler? Interesserer hun sig for sex? Kan man skifte karriere, når man er 65? Overtager vemoden, når man runder 70? Hvem er man, når man ikke arbejder mere? Er det i orden ikke at passe børnebørn, fordi man skal spille golf? Er det forsvarligt at blive far som 60-årig, og hvordan kommer man videre efter tabet af to ægtefæller? Det er nogle af de spørgsmål, journalisten og forfatteren Camilla Lindemann søger svar på i denne bog om det aktive liv efter de 60. Hun opsøger blandt andre sexolog Sanne Neergaard, en fremtidsforsker, en familieterapeut og præsten Poul Joachim Stender. Fodboldikonet Preben Elkjær gør sig tanker om at nærme sig de 60. Lisse Trads beskriver, hvordan frivilligt arbejde i Nordjylland giver livet fylde. Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og journalist Alice Vestergaard gør os klogere på det livslange ægteskab.