Forlagets beskrivelse af: Skibsrotten Tommy af Per Riis Ebbesen

Tidligt om morgenen, mens menneskene stadig sover, pusler det i byens baggårde. Her har Tommy og de andre rotter travlt med at lede efter madrester, så de kan få noget i maven. Men det skal gå hurtigt, for viceværten kan dukke op hvert et øjeblik – og han er efter dem med skovlen.

En morgen får Tommy færten af en herlig osteduft, som lokker ham om bord på et gammelt sejlskib nede på havnen. Og så er der dømt eventyr! Per Riis Ebbesen (f. 1948) er en dansk forfatter, der har skrevet en lang række populære børne- og ungdomsbøger. Han er både uddannet kontorassistent, massør og skadesterapeut samt cand.phil. i dansk. Per Riis Ebbesen debuterede i 1986 med børnebogen "Gletschergrisen" og står desuden bag den spændende serie om skibsrotterne.