Forlagets beskrivelse af: Vi var folket af Thomas Ubbesen

En morgen omkring 1989 vågnede østeuropæerne op til en ganske ny og chokerende verden. Berlinmuren var faldet og østblokken brudt sammen. Glæden og optimismen var stor – ikke mindst i Vesten.

Men hvordan har de det egentlig i den østlige del af kontinentet, her tre årtier senere? Hvordan lever de millioner af mennesker, der blev født, opdraget og indoktrineret til solidaritet, enhed, nøjsomhed og marxisme i deres nye tilværelse efter kapitalismens triumf?

Thomas Ubbesen har med tog og bus rejst til 15 lande i de østlige udkanter af vores kontinent. Han er taget helt ind i stuen hos mennesker, der har gennemlevet historien på nærmeste hold – og som alle har oplevet personlige dramaer fyldt af håb, forundring, forbløffelse, gru og spredte glimt af lykke.