Forlagets beskrivelse af: Sangfuglen af Inger Wolf

En tidlig morgen i maj finder politiet det stærkt forslåede lig af Maja Nielsen i Rådhusparken i Århus. Hun er faldet ned fra stor højde, og højre arm er fuld af snitsår. Alt tyder på selvmord, og da politiet dykker ned i hendes verden, åbenbares en ung kvinde, der var ramt af forfølgelsesvanvid og voldsomme mareridt. Efterforskningen fører i retning af et ukendt stof, en tatoveret colombianer og en kompromisløs dyreaktivist. Sangfuglen er tredje selvstændige bind i serien om Daniel Trokic, vicekriminalkommissæren med den kroatiske baggrund, hans kollega Lisa Kornelius og resten af efterforskningsenheden fra Århus Politi.