Den historiske roman – en tidsmaskine

03.01.19
Det er, så vidt vides i skrivende stund, endnu ikke lykkedes mennesket, at opfinde en ægte tidsmaskine som vi kan bruge til at foretage fysiske rejser i tiden med. Og så alligevel. Skønlitteraturen er faktisk en glimrende tidsmaskine. Med fiktionen kan vi, samtidig med at vi tilegner os viden, rejse tilbage til historiske begivenheder og fremmede steder. Brændstoffet, tidsmaskinen kører på, er kombinationen af fiktionen og vores fantasi.

I utallige film og bøger er omdrejningspunktet menneskets søgen tilbage i historien. Nysgerrigheden rettet mod, hvordan verden engang var, er med til at danne os som individer. Det er ikke kun af nostalgiske årsager, at vi søger tilbage i tiden: ved at granske historien kan vi lære, at tackle fremtiden bedre. Vi står altid på skuldrene af nogle andre, så vi kan lige så godt lære af dem. Sidst men ikke mindst er historien en kilde til fantastiske og underholdende fortællinger.

Den gamle

Hans Kirk – Daglejerne

I denne danske klassiker fra 1936 får man som læser et indblik i Danmarks overgang fra landbrug til industri. Daglejerne er en kollektivroman, der fortæller en historie på vegne af en hel gruppe mennesker. Læseren møder det fattige Danmark. Man kommer med ind i familien, der kæmper for at brødføde børnene. Drama og angst for det nye. En masse personlige fortællinger væves sammen til et litterært pragttæppe. Hans Kirks politiske sindelag titter frem, men romanen kan nydes af enhver med smag for historiske romaner.

Den nye

Merete Pryds Helle – Vi kunne alt

Merete Pryds Helle tog læseren med storm da hun i 2016 udgav Folkets skønhed. I år kom så den selvstændige efterfølger Vi kunne alt, der fortsætter hvor den sidste slap. Den handler om en opvækst i 1970’erne, hvor vilkårene for nogen er blevet bedre. Men et liv i de nye parcelhuskvarterer er ikke ensbetydende med harmoni og glæde. Alt i mens der tegner sig et billede af et Danmark i stor forandring, zoomes der ind på den lille fortælling, man ellers ville overse, når man ser på samfundet.

Den overraskende

Mikael Niemi – At koge bjørn

Den svenske forfatter Mikael Niemi er mest kendt for at skrive den fabelagtige roman Populærmusik fra Vittula. Rammerne i hans nyeste bog, At koge bjørn, er stadig det nordligste Sverige, men denne gang foregår det i sidste halvdel af det 19. århundrede. Læseren rejser tilbage i tiden til et barskt miljø præget af stor fattigdom. Bogen er baseret på den virkelige historie om vækkelsespræsten Lars Levi Læstadius. Handlingen er dog fiktion. Lars Levi Læstadius og hans hjælper, Jussi, kaster sig ud i at efterforske en række overfald og mord begået på unge tjenestepiger.

Den lange

Orhan Pamuk – Dette fremmede i mig

Denne voluminøse bog blev en øjenåbner for mig. Gennem den fortælling og det handlingsspor, hvor man følger en gadesælger i Istanbul, bliver man indviet i en flig af Tyrkiets turbulente historie de seneste halvtreds år. Den fattige gadesælger kommer fra landet og ind til den hastigt voksende storby og han bliver et glimrende billede på traditioner og opbrud. Det gamle Tyrkiet forandres samtidig med at familier splittes og forenes.

Den korte

Jelena Botjorisjvili – Min fars hoved

Min fars hoved er en kortfattet roman på kun 72 sider. Den er skrevet som ét langt brev, en far skriver til sin søn forud for sønnens rejse til det Georgien, som faren er rejst væk fra. Sønnen vil besøge sin farfars grav i den gamle sovjetrepublik, hvilket afføder dette brev fra faren. Her erindres et levet liv i det sovjetiske samfunds randområde, en hverdag, samt menneskelighed trods alle odds. Dette brev inviterer os indenfor i et ret så broget persongalleri, der synes noget malplaceret i den grå betonvirkelighed, som vi normalt forbinder med Sovjetunionen.

Den obskure

Gregor Von Rezzori – En antisemits erindringer

En antisemits erindringer kan læses på mange måder. Den vigtigste tematik er mellemkrigstidens antisemitisme og dens gennemsyrende magt i de tysktalende kulturer. Bogen består af fem fortællinger, hvor Gregor fremstiller brudstykker af sin livshistorie. Fem nedslag i historien om hans bevægelse fra barn til voksen i en turbulent og omskiftelig tid. Han er født i en gammel snobbet adelsfamilie i Bukovina, et område i det tidligere dobbeltmonarki Østrig-Ungarn. Som læser får man derfor et glimrende indblik i den turbulente historie, som udspillede sig i perioden fra 1. og 2. verdenskrig.

Materialer