Mine yndlings fantasy forfattere

Af Anonym (ikke efterprøvet)
06.12.15
I anledning af 2. søndag i advent vil jeg anbefale nogle af mine yndlings fantasy forfattere.

Jeg har altid været vild med fantasy. Fantasy åbnede verdener, jeg ikke vidste eksisterede: Midgård, Narnia, Westeros og ikke mindst parallelsamfundet i Harry Potter.

Jeg fik Ringenes Herre trilogien og Hobitten i julegave af mine forældre - eller også var det af min farmor og farfar. Det kan jeg ikke længere huske, men de samlede støv på min hylde i en årrække, før jeg læste Hobitten og halvdelen af Eventyret om Ringen. Jeg endte med at sætte sidstnævnte tilbage på hylden - jeg syntes, den var kedelig! Et par år senere tog jeg hele trilogien med på sommerferie - som lydbog. Jeg var fuldstændigt opslugt og ikke til at komme i kontakt med. Siden da har jeg elsket bøgerne - måske er det også på grund af den sjove historie, jeg har fået knyttet til dem. J.R.R. Tolkien skriver fantastisk godt, og jeg er dybt imponeret over alt det, han har fundet på: Lige fra karaktererne til mytologien. Jeg indrømmer gerne, jeg ikke har læst dem siden den sommer, men jeg ser Peter Jacksons film mindst en gang om året. Nu kan jeg så føje Hobitten til.

Hvis vi vender blikket mod Danmark er Dennis Jürgensen ikke til at komme udenom. Han har skrevet bøger i alle mulige genrer, men det er hans fantasy bøger, jeg er gladest for. Jeg læste serien Krøniker fra Kvæhl, da jeg gik i folkeskolen. Det var ikke mit første møde med fantasygenren, men jeg var solgt. Jeg kunne godt lide hans skrivestil og hans humor. Sidenhen læste jeg serien Drømmetjenerne som var lige så god, som hans andre bøger.

Bog serien En Sang om Is og Ild danner grundlaget for tv-serien Game of Thrones. Jeg har aldrig set tv-serien, idet jeg har billeder fra bøgerne på min indre nethinde. Men jeg har set billeder fra tv-serien, og jeg kan sagtens forstå, hvorfor den er så populær. Serien er indbegrebet af en episk fortælling - næsten på højde med Ringenes Herre. Jeg kan godt lide George R.R. Martins skrivestil, og hans idé, med at give forskellige karakterer deres egne kapitler, er fantastisk. Jeg slugte bøgerne henover sommeren 2014, efter den foreløbigt sidste bog blev udgivet. Det er mærkeligt at skrive om dem på dansk, idet jeg har læst de engelske udgaver, og faktisk ikke kender de danske navne på karakterer eller steder. Men måske giver jeg tv-serien en chance, når sæson 6 kommer til Danmark – der er et par danske skuespillere med i den.
 

Tags
Materialer