Latinamerika - forskellige kulturer smelter sammen

Af Anonym (ikke efterprøvet)
17.11.15
Latinamerika består af mange forskellige lande og kulturer, og derfor er det svært at sætte dem i bås. De kommer med hver deres historie og bidrager til forskellige tolkninger af den Latinamerikanske litteratur.
Når jeg tænker på Sydamerika, forbinder jeg kontinentet med magisk realisme. Forfattere som Isabel Allende (Chile) og Gabriel García Márquez (Colombia) er ikke til at komme uden om. Åndernes hus (Allende,  1982) og Hundrede års ensomhed (Garcia, 1967) beskæftiger sig begge med begrebet magisk realisme. I Åndernes hus kommer den magiske realisme til udtryk ved, at der sker hændelser, der ville være fuldstændig umulige i den virkelige verden. I Åndernes hus bliver de opfattet som sandsynlige, men ikke specielt acceptable. Hos Márquez viser det sig som en beskrivelse af de mest utrolige ting. Begge romaner er samtidig episke slægtsromaner, der følger en familie over tid.
 
Magisk realisme dækker over en række stiltræk. Det vigtigste stiltræk er, at myter og magi bliver gengivet i en realistisk verden. I Åndernes hus kan Clara flytte ting ved tankens kraft og tale med ånder. Noget, som umiddelbart ikke kan forklares. 
 
Jeg har sidenhen fundet ud af, at Latinamerika er meget mere end magisk realisme og storslåede slægtsromaner. Mange nyere romaner har bibeholdt politiske temaer som omdrejningspunkt ligesom for eksempel Åndernes hus og Hundrede års ensomhed.
 
Santiago Gamboa er født i 1965 og er en colombiansk forfatter. Han udgav i 2004 romanen Bedragerne, som handler om en række personer, der alle forsøger, ud fra forskellige motiver, at finde frem til et hemmeligt manuskript. Romanen har rødder i bokseropstanden. Bokseropstanden fandt sted i Kina omkring år 1900, og har en stor politisk betydning. Romanen beskæftiger sig ikke som sådan med Latinamerika, idet. 
 
Alejandro Zambra er født i 1975 og er en chilensk forfatter. I 2015 udgav han romanen Måder at finde hjem . Den handler om en forfatter, der tænker tilbage på et jordskælv, han oplevede som dreng, på militærdiktaturet i Chile og på pigen Claudia. Han genfinder Claudia som voksen i en proces, som involverer erindringens nødvendighed, både den individuelle og den kollektive. Augusto Pinochet afsatte den demokratisk valgte socialistiske præsident Salvador Allende ved et blodigt kup i 1973. Noget af romanen foregår under dette diktatur. 
 
Junot Diaz er født i 1968, og han er en forfatter fra Den Dominikanske Republik. Han er dog opvokset i New Jersey, USA. Han skrev i 2009 Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv. Romanen handler om den dominikanske Oscar, der bor sammen med sin familie, altid er forelsket, er katastrofalt overvægtig og har ambitioner om at blive den nye Tolkien. Han er nørd – men på den fede måde. På mange områder kredser romanens temaer også om at passe ind i samfundets kasser.
Tags
Materialer