Bestil en Take-away læsepose

Bestil en Take-away læsepose og hent den hos Vinspecialisten

24.03.20

Savner du også dit bibliotek her i perioden, hvor meget er lukket ned? Så er der godt nyt. Nu kan du nemlig bestille en pose fyldt med gode bøger håndplukket af Randers Bibliotek. Posen kan du efterfølgende hente hos Vinspecialisten, når du modtager en mail fra os.

 

 

Vi passer på hinanden
Randers Kommune har godkendt, at personale fra Randers Bibliotek må pakke poser med bøger, mens biblioteket er lukket. Bøgerne pakkes i bibliotekets bionedbrydelige sukkerrørsposer. Vi har både vasket og sprittet hænderne grundigt, og vi overholder naturligvis alle sundhedsmyndighedernes anvisninger, når vi pakker læseposerne. Vinspecialisten sørger for ikke at lukke for mange ind af gangen. Vi opfordrer til, at man undgår at stimle sammen udenfor, holder afstand og kigger ind af ruden, før man går ind og henter sin pose - og væbner sig lidt med tålmodighed. Vi er sammen om at få det her til at lykkes.

Fortæl os hvilken genre, du gerne vil have
Læseposerne er et helt ekstraordinært tilbud, som vi kun tilbyder i lukkeperioden. Vi har desværre ikke mulighed for at håndtere almindelige reservationer eller specifikke bogønsker. Du kan i stedet ønske dig en pose med bøger indenfor en bestemt genre eller et særligt emne, og du må meget gerne fortælle os dine børns alder, hvis du bestiller bøger til dem.

Der er mulighed for at bestille én pose pr. borger ad gangen. Du kan kun bestille en pose med bøger. Det er desværre ikke muligt at bestille andre materialetyper.
 

Hvornår får du bøgerne?
Når vi har modtaget din bestilling, sender vi dig en kvittering. Herefter pakker vi din pose, og når den er klar modtager du en mail fra os, hvorefter du kan afhente posen hos Vinspecialisten, Dytmærsken 3, 8900 Randers C. Butikken holder åbent mandag – torsdag kl. 09.30 – 17.30, fredag kl. 09.30 – 18.00 og lørdag kl. 09.30 – 14.00. Afhængigt af efterspørgslen kan der forekomme ventetid. Vores personale må kun opholde sig på biblioteket få timer dagligt, men de gør hvad de kan for at ekspedere din bestilling.

Lånetiden er seks uger. Du afleverer bøgerne på biblioteket. Hvis biblioteket fortsat er lukket til den tid, forlænges lånetiden automatisk med seks uger mere.

 

Du skal være borger i Randers Kommune og oprettet som låner på Randers Bibliotek
Muligheden for at bestille en læsepose gælder kun for borgere i Randers Kommune. Du skal endvidere være oprettet som låner på biblioteket. Hvis du ikke er det i forvejen, kan du oprette dig med Nem-ID her
 

Vi har brug for dit samtykke for at håndtere din bestilling
Når du afgiver din bestilling, giver du samtidig Randers Bibliotek samtykke til at håndtere dine personoplysninger, for at vi kan låne bøgerne på dine vegne. Vi bruger naturligvis ikke dine oplysninger til andet og henviser desuden til vores persondatapolitik.

God læselyst!