Spil rock, skriv magisk og mød en vild forfatter i efterårsferien
Når efterårsferien rammer landet, åbnes en verden muligheder for vilde, stille og spændende oplevelser. Børn, unge og familier kan fordybe sig i kreative værksteder, bandworkshop, skriveleg med kunstig intelligens og et forfattermøde i det fri med Randers Bibliotek.
Af Marie Have Qvist

Uge 42 er lig med BørneKulturUgen i Randers – og efterårsferie for en masse børnefamilier. På Randers Bibliotek kan du slippe fantasien løs med kreative workshops hver dag fra klokken 10 til 14 og fremstille ting som foldedyr, rulleugler, perlelarver og alverdens tænkelige figurer, dyr og mønstre på perleplader.
Programmet byder også på læsning, kreativ skrivning, leg med teknologi – og musik:
”I samarbejde med Randers Musikskole gentager vi succesen med den populære bandworkshop, hvor børn mellem 10 og 14 kan folde sig ud på guitar, trommer, klaver, bas og vokal. Vi slutter dagen af med en minikoncert, hvor familie og venner er velkomne til at høre, hvad vi har arbejdet med,” siger Peter Elmelund, biblioteksmusikant på Randers Bibliotek.
Hent programmet for BørneKulturUgen på bibliotekerne i Randers og find detaljer om bibliotekets tilbud her på siden. Alle arrangementer for børn og unge er gratis, men nogle kræver tilmelding. Billetter uddeles efter først-til-mølle-princippet, og det vil fremgå på hjemmesiden, hvis alle billetter er reserveret.
Skab magi med kreativ skrivning
Hvad nu hvis Voldemort blev god? Eller hvis Hundemand pludselig blev statsminister? Kom med til et kreativt og kaotisk arrangement, hvor vi vender slutningerne på hovedet i to bøger; fantasyklassikeren Harry Potter og den populære tegneserie Hundemand.
”Ved hjælp af ChatGPT skal vi finde på vilde, sjove og helt uventede slutninger – måske ender Harry som tandlæge, og Hundemand flytter til Månen? Alt kan ske, når fantasien får frit spil, og det er både sjovt og lærerigt at opleve, hvad kunstig intelligens kan bruges til, hvis man stiller de rigtige spørgsmål,” siger Ida Janku Ravn Homilius, børnekulturformidler på Randers Bibliotek.
Børn mellem syv og 12 år kan desuden få en særlig oplevelse med forfatter Mads Mygind, der gennem leg og små skrivefif skaber uundgåelig skrivekløe. Alle former for stavning er tilladt, og der er voksne, som kan hjælpe de mindste. Arrangementet afsluttes med hyggelig hjemmelavet mad over bål.
Traditionen tro byder efterårsferien også på et teater- eller musikarrangement for børnefamilier samt de populære Readathons, hvor børn og unge læser i enten et halvt eller et helt døgn. Disse arrangementer er dog allerede udsolgt.