Det er nemt at komme i gang med discgolf
Lån et discgolfsæt på biblioteket og prøv kræfter med en sjov og afslappet motionsform, der passer til både nybegyndere og øvede.
Af Mads Einar Nielsen
På biblioteket kan du låne et discgolfsæt. Det er nemt at komme i gang og meget populært blandt randrusianerne. Det er faktisk ét af bibliotekets mest udlånte materialer. Og på discgolfbanen i Dronningborg kan du spille 9 eller 18 huller – helt gratis.
Discgolf er for både børn og voksne og det kræver ikke, at du kan løbe en maraton. Det er en sportsgren, hvor du kan være med på forskelligt niveau. Mange giver udtryk for, at de helt glemmer, hvor meget de får gået, fordi det er rigtig sjovt.
Kort fortalt er discgolf en videreudvikling af almindelig golf. I stedet for at skyde en golfbold i et hul, gælder det om at kaste en frisbee i en kurv. Discgolf er noget, du kan hygge dig med sammen med familie, venner eller kolleger ligesom minigolf. Og bliver du bidt af det, findes der foreninger, hvor du kan træne og spille sammen med andre ligesindede.