De bedste bøger, vi har læst i år

Hvilken bog er den bedste, du har læst i år? Det spurgte vi os selv om, og her kan du få et lille indblik i, hvad biblioteksmennesker går rundt og læser, når de har fri. Og før du spørger; nej, vi får ikke nok af bøger i arbejdstiden :)

Af Marie Have Qvist

Bibliotekets ansatte med bøger

”Skyggen foran mig” af Kim Fupz Aakeson

Efter afsoning af en fængselsdom for drab begiver en mand sig ud på en vandring på Caminoen. Men kan man gå fra fortiden, og findes der en fremtid med et drab i bagagen? 

Lena Koldsø:

Jeg var vild med den, fordi den skildrer en almengyldig kamp for at finde sin plads i samfundet efter at have været 12 år bag tremmer. 

Bogen er velegnet til dem, som interesserer sig for mennesker på kanten, skyld og tilgivelser krydret med humor og groteske optrin.

 

”Ikke helt død endnu” af Holly Jackson

Jet Mason er en ikke videre elskværdig datter i en rigmandsfamilie i Woodstock, Vermont. Hun er 27 år og venter stadig på at hendes liv skal begynde – lige indtil hun bliver overfaldet af en ubuden gæst efter byens årlige halloweenmarked. Lægerne er sikre på hun er død indenfor en uge, forårsaget af en dødelig hjerneaneurisme. Derfor bliver det hendes mål at finde sin morder inden hun dør. Hun allierer sig med Billy, nabodrengen, og sammen begynder de at se på alle i hendes omgangskreds med nye øjne. 

Margit Lund:

Genialt skrevet – med en anderledes vinkel på en historie, og bogen sidder i dig flere dage senere. Helt klart en af de bedste bøger, jeg har læst i år. 

 

”Kunsten at spejle et æg” af Kim Andrea Brofeldt

Da Troels bliver ramt af en blodprop i hjernen, vendes hans liv på hovedet. Han kæmper for at få hverdagen med halvstore børn og en hjerne i udu til at fungere. Samtidig indser han, at en livslang hemmelighed ikke længere kan forblive skjult. 

Lone Fogh:

Jeg lærte noget om livet med børn, familie, fritid og job efter en blodprop i hjernen. Det er Troels’ fortælling om at komme op i omgangshøjde med sig selv igen.

 

”Tranerne flyver mod syd” af Lisa Ridzén

Den aldrende Bo bor alene med sin hund og ser tilbage på sit liv, imens hans svækkede krop gradvist begynder at give op.

Mai Kordelin Paulsen:

Bogen er en rørende, smuk og tankevækkende. Den er inde ved kernen af det hele, når den sætter ord på døden, livet og det at komme overens med livet, som det blev. Samtidig er den skrevet i et poetisk og nærmest meditativt sprog, så den er både fængende og rar at være i. 

 

”Argumenter for mennesker” af Christiane Vejlø

En tankevækkende, (lidt uhyggelig) og velskrevet bog. Den tager fat på et af tidens mest nærværende spørgsmål: Hvad vil det sige at være menneske i en verden, hvor kunstig intelligens bliver stadig mere dominerende? 

Jens Sørensen:

Bogen er skrevet med masser af faglig tyngde og personlig indlevelse, og Christiane formår at forklare komplekse teknologiske og filosofiske emner, så de kan forstås af alle. Bogen indeholder forskerinterviews, cases og refleksioner – og et ”must read”, hvis du – som jeg – har bevæget dig ud på den tynde AI-is…

 

”Crescent City”-serien af Sarah J. Maas

Bryce Quinlan er halvt elver, halvt menneske og regnes ikke for meget i Crescent City, som styres af engle, formskiftere og hekse. Hun bliver brutalt revet ud af sin livsstil som natklubbernes dronning, da hendes bedste veninde og varulvenes tronarving bliver myrdet af en demon. Hun beslutter sig for at finde den skyldige sammen med den faldne engel Hunt Athalar, og sporene fører dem tilbage til en mørk fortid – en ondskab, der længe har ligget i dvale og nu er begyndt at røre på sig.

Marie Have Qvist:

Jeg var helt fortabt i universet, karaktererne og historien. Særlig vildt var det, da bog nummer tre tog sine læsere med på tværs af universer tilbage til min bedste læseoplevelse fra sidste år; ”A court of thornes and roses”, så hovedpersonerne fra de to serier får lov til at interagere.

 

”Spørg John” af Susan Knorrenborg

En ung pige møder en helt anden verden og folk i højere samfundslag, da hun flytter fra Næstved til København for at studere på universitetet. En roman om mønsterbrydere, psykisk sygdom og den lavere middelklasse til læsere af ny dansk skønlitteratur.

Mette Nørgaard Ødum:

Jeg vil anbefale en bog fra sidste år, som fortjener at blive læst af flere - ”Spørg John” af Susan Knorrenborg. Det er en humoristisk bog, der ligesom ”Meter i sekundet” af Stine Pilgaard, foregår i provinsen, men bogen handler også om dysfunktionelle familier og psykiske lidelser. Stor anbefaling herfra!

 

”The entanglement of rival wizards” af Sara Raasch

To troldmænd kæmper om det samme legat til forskning i magi. Udvalget vælger at give legatet til dem begge med det forbehold, at de skal arbejde sammen. 

Camilla Kjær Jensen:

En skøn enemies-to-lovers romcom med to rivaliserende troldmænd, der bliver tvunget til at arbejde sammen for at nå deres mål. Der er pranks, misforståelser, sårbare øjeblikke og et drys spice. What’s not to like. 5/5 stjerner. 

 

”Further” af Michael Hutchinson

På baggrund af en karriere som professionel cykelrytter var Hutchinson sikker på, at han automatisk var klar til at begå sig indenfor en af cykelverdenens allerhårdeste discipliner, de såkaldte ultraløb, hvor man tilbagelægger 1.000 – 6.000 km. med så få pauser som muligt og ofte uden støtteapparat. Det viser sig imidlertid, at succes i denne form for udholdenhedsidræt handler om en masse andre – til dels overraskende – egenskaber hos udøverne.

Mik Stegger:

Når Hutchinson skriver ”Der findes to slags ultracyklister: dem, der har haft hallucinationer under løb og dem, der er misundelige på dem, der har”, peger det direkte ind i, hvilket særligt folkefærd det er, der kaster sig over den her konkurrenceform. Hutchinson skriver indsigtsfuldt og drønsjovt om alle sine egne fejltagelser i jagten på at finde de yderste grænser for kroppens ydeevne.

Bogen er på engelsk og kan lånes som e-bog på eReolen Global/Libby.

 

”Byen og den usikre mur” af Haruki Murakami

Gådefuld fortælling om en mand og hans skæbnefulde møde med byen bag den høje mur, hvor tiden ikke eksisterer, og mennesker lever uden deres skygge. Om mistet kærlighed, mystiske biblioteker og længslen efter at høre til.

Lone Føgh Westphall:

Igen bliver jeg tryllebundet af Murakamis underfundige univers, der kredser om den evige søgen på kærligheden på tværs af afskilte verdener – med og uden skygge. Hans sproglig ekvilibrisme er enestående og bærer læseren igennem den drømmeagtige handling, der er lige så svær at fastholde som sand mellem fingrene. Som biblioteksmenneske nyder jeg selvfølgelig bøgernes, drømmenes og bibliotekets centrale betydning hos Murakami ikke mindst i dette litterære værk, som igen er oversat på bedste vis af Mette Holm. Hermed min varmeste anbefaling!