Top 100: Vær med til at kåre Danmarks bedste sang

Hvad er den bedste danske sang nogensinde? Det har Danmarks Radio sat sig for at finde ud af i maj og juni 2026 via et samarbejde mellem samtlige stationens musikkanaler – og du kan stemme med. Bibliotekets musikformidler Mik Stegger giver sit bud på, hvad en god sang kan indeholde.

Af Marie Have Qvist

Mik Stegger

Den genremæssige bredde er sikret, når de bedste danske sange skal findes – for P2 og den klassiske musik er med i projektet på lige fod med P8 Jazz, P6 Beat og de mere populært orienterede P3, P4 og P5.

Alle kanalerne udvælger bidrag til en fælles liste af musiknumre, som hele Danmarks befolkning inviteres til at stemme på. Målet er at få en bred snak i gang om, hvad der er en god sang, give lyd om det via DR’s hjemmeside og til sidst kunne præsentere en Top 100 i dagene fra den 8. til den 12. juni. 

Med indspark fra hele den danske befolkning kan det imidlertid blive sin sag at få spørgsmålet besvaret, ifølge Randers Biblioteks musikformidler, Mik Stegger. Dels fordi det overordnet handler om smag og behag, men også fordi rigtig mange underfaktorer er i spil.

”Når vi har et bestemt stykke musik som favorit, kan der være rigtig dybe ting på spil i os. Et typisk eksempel er musik, som vi blev introduceret til i de unge, formative år, hvor vi arbejder på at definere os selv. Her kan man blive meget nært knyttet til musik, fordi den er med til at gøre os til dem, vi er,” fortæller Mik Stegger og tilføjer:

”Nogle gange sætter teksten til en sang ord på noget, vi har svært ved selv at formulere, eller vi kan føle, at stemningen i et musikstykke rammer os i hjertet – måske uden at vi rigtig kan forklare det. Noget af det allerstærkeste, man kan opleve, er musik, der vokser med en og bliver ved med at udfolde sig med nye dybder som årene går.”

Vi kommer løbende til at sætte gang i den lokale musiksnak på Facebook i uge 22 til 24 med hjælp fra Mik, der har vanskeligt ved at styre sin skrivekløe, når det kommer til emner fra musikkens verden. Byd gerne ind med dine bud på en yndlingssang – uanset om du har en detaljeret begrundelse eller bare bliver grebet af ord og toner på et intuitivt plan.