Sang styrker trivsel: Syng med Korby i Randers i uge 9

Vidste du, at du kan få det bedre af at synge? I den sidste uge af februar har du mulighed for at undersøge, om det virker. Korby Randers inviterer nemlig til hele 13 koncerter, og du har mulighed for at synge med.

Af Marie Have Qvist

bestyrelsen Korby Randers
bestyrelsen Korby Randers

Måske har du hørt nogen sige, at de bliver glade af at synge. Og det er sikkert rigtigt. Forskning viser, at sang højner humøret og reducerer både stress og angst. Fokus på vejrtrækning og klang virker desuden regulerende på nervesystemet. Derfor er der al mulig grund til at deltage i Korby Randers Ugen fra mandag den 23. til lørdag den 23. februar 2026.

Korby Randers er en paraplyorganisation for alle kor i Randers by og omegn. Formålet er at skabe et rigt og varieret kormiljø, fremme samarbejdet mellem korene, udvikle interesse for at synge i kor og skabe grobund for større musikalske opførelser. 

”Vi vil vise, hvad Korby Randers og mange af byens kor kan – og meget gerne få flere i gang med at synge i kor. Der er både gode musikoplevelser og fællesskab at hente, når man mødes om glæden ved at synge,” siger Peter Elmelund, biblioteksmusikant og medlem af bestyrelsen i Korby Randers.

Korby Randers Ugen 2026 byder på hele 13 koncerter. Man kan blandt andet høre Randers Seniorkor i Kulturhusets sal, Randers Teater Kor i Dronningborg Kirke, dobbeltkoncert med Joyful United og Growing Gospel i Sct. Peders Kirke og børnekoret Pixie Notes på Randers Bibliotek.

I år er der også flere muligheder for selv at synge med. Til ”Syng for fred” på torvet i Underværket, eftermiddagssang på Hovedbiblioteket, morgensang i Sct. Mortens Kirke og fællessang, hvor bestyrelsesmedlemmerne fra Korby Randers står for sangvalget – og synger for. Se hele ugens program på hjemmesiden korbyranders.dk.