Eftermiddagssang på Randers Bibliotek: Mig og maj

De lyse nætter lokker, og vi kan drømme os væk til de bøgelyse øer, når Randers Bibliotek inviterer til fællessang i maj 2026.

Af Marie Have Qvist

Henrik, Marie og Peter

En af årets mest elskede måneder hyldes med fællessang under glaspyramiden på Hovedbiblioteket i Randers centrum onsdag den 27. maj fra 16.30 til 17.15.

Biblioteksmusikant Peter Elmelund præsenterer sammen med sangglade kolleger nye og gamle sange fra Højskolesangbogen under overskriften ’mig og maj’.

”Temaet åbner for både maj måneds lethed og for individet; for mig. Men også jeg’et, der ’bærer smilet med byrde’ og ’ser de bøgelyse øer’. Vi skal også synge Inger Christensens Dejlighedssang og prise de ’lyse nætter’. Vi får også ’ege, der knoppes’ og Sebastians fnuglette Vårvise,” fortæller Peter Elmelund.

Sangene er valgt af Marie Garsdal Brøsted og Henrik Gadegaard, der også synger for. Der er som vanligt kaffe på kanden, og det er gratis at være med.