Bibliotekernes rolle i demokratiet under lup
De danske biblioteker har muligheden for at understøtte den demokratiske dialog i Danmark. Bibliotekerne i hele landet kan nu få adgang til to nyudviklede produkter, der kan bidrage til at kvalificere og styrke demokratiarbejdet lokalt.
Af Marie Have Qvist
Siden starten af 2024 har otte midtjyske biblioteker undersøgt, hvordan folkebibliotekerne kan være et aktivt og relevant demokratisk rum. I samme periode offentliggjorde forskerne bag Magtudredningen 2.0 en omfattende rapport, der beskriver en lang række trusler mod demokratiet i Danmark. Udfordringerne blev delt op i tre kategorier; borgernes deltagelse, kvaliteten af den offentlige debat og presset på det politiske beslutningssystem.
”Vi har blandt andet undersøgt, hvilken position bibliotekerne bør indtage i den større samtale om samfundets udfordringer. Arbejdsgruppen har desuden udviklet to produkter, der kan understøtte det aktive arbejde med demokrati på de danske biblioteker; en demokratimodel og en værktøjskasse med konkrete forslag og eksempler på aktiviteter,” siger Jeppe Kirketerp, projektleder fra Herning Bibliotekerne.
Demokratimodellen omfatter seks forskellige roller, som folkebiblioteker kan indtage forbindelse med demokratiunderstøttende aktiviteter; biblioteket som folkeoplysning, demokratisk øvebane, stemmegiver, rum for indflydelse, rum for debat og samtale, rum for handling og fællesskab.
Det er bibliotekerne i Favrskov, Horsens, Silkeborg, Skive, Viborg, Aarhus, Herning og Randers, der står bag demokrati-projektet ”AGORA – biblioteket i midten af demokratiet”, der blev støttet med midler fra Slots- og Kulturstyrelsen. De deltagende biblioteker præsenterede resultaterne på en konference i maj 2026, og nu kan alle landets biblioteker få en fysisk udgave af værktøjskassen.
Live-podcasts, mixerpult og LEGO
Byg en forandring med LEGO, brug en ”mixerpult” til planlægning af demokratiarrangementer eller lav en live-podcast i en kuppel midt på gaden, hvor forbipasserende kan tjekke ind og ud af debatten og eventuelt høre hele podcasten på et senere tidspunkt.
Agora-værktøjskassen indeholder 43 demokrativærktøjer fordelt på kategorierne; borgerinvolvering, det fysiske rum, faste koncepter, planlægning og evaluering, strategisk målgruppearbejde og øget deltagelse.
”En af styrkerne ved samlingen er, at den indeholder let tilgængelige tilbud, som både små og store biblioteker uden videre kan sætte i værk. Samtidig er der beskrevet tiltag, der kræver forberedelse og kompetencer, der måske endda kræver ekstra uddannelse – og det kan blive et incitament for at dygtiggøre sig på området,” siger Inger Nygaard Kaad fra Randers Bibliotek.
Ved hver beskrivelse er anført et konkret eksempel på et bibliotek, der har benyttet værktøjet, så man kan kontakte dem og spørge ind til konceptet. Både biblioteker og andre interesserede organisationer kan anskaffe sig en fysisk version af værktøjskassen ved at kontakte Herning Bibliotek. Man kan også hente en digital version af værktøjskassen på Herning Bibliotekernes hjemmeside.