Løb eller gå længere – bare for at høre ét kapitel mere

Gør dine gå- og løbeture lidt mere spændende med lydbøger fra eReolen – og lad historien være den, der trækker dig videre.

Af Mads Einar Nielsen

Ulrik ænser en skygge. Han sætter farten op, men noget følger ham tættere, end han bryder sig om. Et øjeblik senere forsvinder lyset omkring ham, som om nogen har slukket for verden. Og så sker det, han frygtede mest…

Kender du det, hvor den ene side tager den næste? Du er gået i gang med en god krimi og kan ikke lægge den fra dig igen. Hvert kapitel slutter mere spændende end det forrige. Du må bare vide, hvad der sker med hovedpersonen efter et skæbnesvangert møde.

Med eReolen‑appen kan du tage historierne med dig på dine gå- eller løbeture. Du vælger selv tempoet – og måske ender du med at tage en ekstra kilometer, bare for lige at høre lidt mere.