Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Flou Pedersen

Kort om bogen

Moderne amerikanske noveller om individer, der rådløse og konfuse famler efter kærlighed og et ståsted i en forvirret verden. Oplagt og meget relevant for alle, der følger med i aktuel amerikansk litteratur

Beskrivelse

Med denne novellesamling præsenteres den amerikanske forfatter Miranda July for første gang på dansk. July er også filminstruktør, og to af hendes film har haft premiere herhjemme, ligesom hendes romandebut snart udsendes på dansk. I disse noveller møder vi en række kvinder, der er sandet helt til i deres liv, og som tilsyneladende har mistet mening og retning i tilværelsen. Hovedpersonerne er præget af svigt og misbrug, de er fortabte og forvirrede, mangler kærlighed og tror ikke på sig selv. Flere af historierne har en dybt ironisk og tragikomisk tone, fx den om parret, som først formåede at give hinanden varme smil og følelser, da de sammen optrådte som tavse statister

Vurdering

Miranda July fortæller nogle grumme og triste historier om det ensomme menneske. Hendes stil er ganske raffineret og kræver en omhyggelig læser. Flere af novellerne kan også anvendes i guidet fælleslæsning

Andre bøger om samme emne

Af danske novellister kan Miranda July sammenlignes med Pia Juul, Christina Hesselholt og Naja Marie Aidt, der også kan vise dagligdagen i et helt andet lys

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til bogudgave fra 2015