Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Bræmer

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bred målgruppe. Politikere og alle der arbejder med ytringsfrihed, menneskerettigheder, integration, religion mv

Beskrivelse

Balancen mellem ytringsfrihed på den ene side og hadefuld og diskriminerende tale på den anden side har længe været kontroversiel. Ytringsfriheden kalder på en ansvarsfuld forvaltning, en ansvarsfuldhed som udfordres af internettet. Bogen består af en række essays, der angriber emnet fra forskellige vinkler. Mikael Rothsteins artikel om, hvordan religion netop hænger sammen med sproglige ytringer, Niels Bjerre Poulsen, der beskriver hvorfor USA forvalter og lovgiver ganske anderledes på området end resten af den vestlige verden, en filosofs refleksioner over, hvad had egentlig er for en størrelse. Birthe Weiss beretter om, hvordan hadetale var forudsætningen for det, der skete på Balkan. En artikel beskæftiger sig med internettets særlige problemstilling, ligesom litteratur og musik som genrer også behandles. En velskrevet og relevant artikelsamling om en påtrængende og samfundsrelevant problemstilling

Sammenligning

Emnet har på dansk indtil nu kun været diskuteret i artikler i aviser og tidsskrifter. Det er den første bog på dansk om emnet. Dog beskriver den tysk-jødiske sprogprofessor Victor Klemperer i sin bog fra 1947, hvordan sproget forandredes før og under nazismen i Tyskland. Bogen LTI - lingua Tertii Imperii : Det Tredje Riges sprog kom på dansk i 2010

Samlet konklusion

En essaysamling om den svære balance mellem ytringsfrihed og beskyttelse mod diskrimination

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2013