Lektørudtalelse

Forfatter: Vera Hollerup

Anvendelse/målgruppe/niveau

Denne bog henvender sig til læsere af dark fantasy/ paranormal romance. Bogen er 5. bind i en serie, og den kræver, at man er fortrolig med de 4 forudgående bind i serien. Bogen behøver derfor ingen særlig formidling. Forsiden er iøjefaldende med Kassies ansigt svævende over et par hænder i en magisk gestus og signalerer på udmærket vis bogens indhold

Beskrivelse

Den unge vampyrkvinde, Kassie søger stadig efter sin menneskefortid, og efterhånden begynder flere ting at gå op for hende, bl.a. med hensyn til hendes ven Leo, der stadig træner sine magiske evner, men som måske er ved at miste kontrollen over dem. Det er stadig en meget original og spændende historie inden for den genre, som ofte benævnes som paranormal romance. Sproget er velformet og flydende, og teksten virker autentisk og rammer fint nutidens sprogtone. De forskellige kapitler skifter fortællervinkel, og kapitlerne om Kassie og Leo er skildret ud fra de respektive personers synsvinkel i første person, det vænner læseren sig hurtigt til. Både handlingen og personskildringerne fænger, og læseren bliver suget ind i bogens dystre og fabulerende univers af gru og romantik

Sammenligning

Denne bogs læsere bør også stifte bekendtskab med dark fantasy-serierne The Morganville vampires af Rachel Caine og Nattens Hus af P.C. og Christin Cast

Samlet konklusion

Denne velskrevne bog er spændende læsning og rummer alle de elementer, som genren kræver. Bogen vil især appellere til piger fra 14 år, som helt sikkert også vil vide at sætte pris på den

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2012