Lektørudtalelse

Forfatter: Per Drustrup Larsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

De umættelige læsere af nordiske krimier og Sofie Sarenbrants efterhånden faste læsere skal nok finde frem til denne nye bog

Beskrivelse

Bogen er tredje bind i den fortsatte historie om Emma Sköld og hendes aktiviteter i privatlivet og som kriminalassistent, og den følger helt samme opbygning og litterære stil som fx den tidligere Døden løber maraton. Der er et stort persongalleri med flere sammenhænge mellem personerne, som alle har en rolle at spille i sagen om flere personers død i forbindelse med fremvisning af huse til salg. I korte kapitler følger vi også en mystisk person - måske morderen. Også denne gang spiller Emmas søster, Josefin, en central rolle sammen med såvel Emmas tidligere kæreste og nuværende stalker, Hugo, og hendes kæreste, Kristoffer, der er far til hendes kommende barn. Gode politikollegaer er sammen med skumle ejendomshandlere og -mæglere med skjulte dagsordener og ikke altid rene hænder andre aktører i denne spændende og godt fortalte historie, der slutter skummelt og truende i forhold til fremtiden for Emmas lille familie i kommende bind

Sammenligning

Sarenbrants bøger er direkte sammenlignelige, men ellers er også fx Camilla Läckberg og Mari Jungstedt på samme bølgelængde og med samme spændingsniveau

Samlet konklusion

Der er ikke tale om en banebrydende krimi, men effektiv underholdning med interessante aktører og en herligt truende slutning. Forfatteren viser sig endnu engang at kunne skyde med skarpt, når hun bruger fingrene med den store pistolformede fingerring på sit tastatur

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2014