Lektørudtalelse

Forfatter: Pia Boisen Michelsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Billedbog for de 4-7-årige med små sjove og udfordrende tallege med Alfons Åberg

Beskrivelse

Alfons fylder 6 år om 10 dage. Han ville ønske, at det var om 0 dage, men hvad er nul egentlig? Far hjælper Alfons med at ringe til 9 kammerater. Et nummer Alfons kan udenad er 112. Alfons kan spise dobbelt så mange is som Spirrevip. Han kan også betale med forskellige mønter. Inden fødselsdagen laver Alfons en bamsesvævebane, som skal være 7 skridt lang. Sød og sjov lille tilføjelse til tællebøgerne, med den populære Alfons. Hvert opslag indeholder et fint helsides billede i glade farver i den velkendte runde og enkle streg. Teksten består af små fødselsdagsforberedelser, der knytter sig til et eller flere tal. På hvert opslag er der desuden en talopgave, hvor man fx skal lave en baglæns nedtælling til affyring af en rumraket. Bogen kræver at man har styr på sine tal og er klar til at lege lidt med dem

Sammenligning

Mange tællebøger handler om tallene et til ti, mens denne bog byder på udfordringer til den lidt ældre målgruppe. Konceptet kan måske minde lidt om fx Chez Picthalls Tallene : udforsk tal og matematik, 2003, der dog i højere grad har decideret indlæring for øje og ikke har en sammenhængende billedbogshistorie

Samlet konklusion

En sjov tilføjelse til talbøgerne med den populære Alfons. En anderledes talbog for det lidt ældre billedbogspublikum, som nok skal blive populær helt op til indskolingsalderen