Lektørudtalelse

Forfatter: Thomas Sloth

Det kan være svært at bevare overblikket over hændelserne omkring den russiske revolution i 1917, men denne bog gør det godt. Med udgangspunkt i hændelserne den 25. oktober (efter den julianske kalender) kommer bogen godt rundt om tiden op til denne dato - og tiden efter. Fx: tsar Nikolaj 2., Rasputin, Lenin, bolsjevikkerne, kampen mellem "de røde" og "de hvide" samt Stalins regime. Bogen, der hører til serien Dage der rystede verden, er velegnet til opgaveskrivning fra 8. klasse og som lærerens overbliksbog. Teksten stiller krav til sin læser, da den beskriver et komplekst område og samtidig præsenterer mange fremmedartede russiske navne, men den er skrevet i et godt sprog. Layoutet er indbydende med den gennemgående flamme som omkranser sidetal og faktabokse. Faktaboksene indeholder citater som underbygger brødtekstens emne. Bogen er illustreret med relevante s/h fotos med påclipset billedtekst. Bagest findes en god ordliste samt tidslinie, stikord og oversigt over flere informationer. Forfatteren har skrevet en del andre fagbøger bla.: Tjernobyl : 26. april 1986 (2003) og Pearl Harbor : 7. december 1941 (2002)