Lektørudtalelse

Forfatter: Birgit Damtoft

Bogens forsideillustration antyder eventyr og magi, men sandt at sige indeholder bogen en dejlig virkelighedsnær historie om Mikkel (7 år), der er med far og mor på loppemarked. Her køber han en gammel stol af en - set med Mikkels øjne - rigtig væmmelig heks. Langsomt opdager han, at stolen tilsyneladende kan opfylde ønsker, eller - er det blot tilfældigt, det tegner sig således? Han rejser alene over til sine elskede bedsteforældre - det går fint. På en fisketur bliver farfar dårlig, og Mikkel må selv styre båden i land - også det lykkes. Han tager teten fra klassens sejeste dreng Søren, der i skuespillet Tornerose ikke tør kysse prinsessen. Mikkel tør! Jo, Mikkel har overvundet sin angst for ikke at slå til! I tilgift har han også fået de legekammerater (incl. Søren), han før savnede - og det alt sammen med eller uden hjælp fra stolen? - Troen kan som bekendt flytte bjerge, og troen på sit eget værd kan gøre virkeligheden næsten magisk. Bogens forside passer netop fint til bogens indhold. Det samme gælder bogens kultegninger. Historien egner sig fint til oplæsning i 2. - 4. klasse og kan selvlæses fra 4. klasse